Da Trolddomen bleff hved - & Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De under ham Med at Sind ham, Een aff sand Natur, Som uden Selfbedrag
Han gliider blandt dem, streifer i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Mennisket Svar paa hvem han Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de aldrig finde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Bund Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den Midnattssalme Som Fryckt i vver Skald de ffromme atter
The did breake and gave release To hours Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden payn
he was As he wander'd men On the surface of - no change No change as the Beast
fear him, these fooles A power pure, unveil'd sans delusion
Amongst them he unseen a tint if Twilight The breath of
No of God did tell Man He did hide Werewolf & Phantom, & Beast - Mere names to what they fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea Which its deeps
- An shadow crawling the wintry soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him welcome from a sky
... And by the Of his midnight Feare be harvest agayn From the Pious of men